DHL-stafet og Sommerbold på Heden

Udgivet 3. september 2025

Der sker altid noget i SSK Parasport, og sidste uge var bestemt ingen undtagelse.

Her havde langt størstedelen af vores fantastiske medlemmer nemlig travlt med at give en hjælpende hånd til oprydning efter DHL-stafetten, der hvert år afholdes ved Skalborg Sportsplads i løbet af en 3-dages periode fra tirsdag til torsdag, og som tiltrækker et utal af deltagere. Vores trofaste medlemmer mødte talstærkt op alle 3 dage for at hjælpe til med at samle pant ind og holde pladsen pæn og ren for de mange løbere. Vi kunne ikke være mere stolte af det hårde arbejde, som de alle lagde for dagen.

 

SSK Parasport var dog ikke færdige, da den sidste løber havde krydset målstregen torsdag aften. Tidligt lørdag morgen gik turen nemlig til Hammerum, hvor vi deltog i Sommerbold på Heden-fodboldstævnet, der afholdes hvert år i slutningen af august. Vi havde tilmeldt 2 hold til turneringen, et A- og et C-hold, og begge kom hjem med medaljer, hhv. guld og bronze, hvilket er utrolig flot klaret. Selvom alle måtte stå ekstra tidligt op for at komme ned til Heden i tide, var humøret højt hele dagen, og det skal alle deltagere have stor ros for. 

Nu ser vi alle frem mod det store fodboldstævne, som afholdes på hjemmebane i Skalborg lørdag d. 13. september.